Peter Christian la Cour [26812] ¹⁶⁰⁴¹

  Notater:

Sognepræst i Odder, politiker

Han var altså kun 4 ½ år, da hans fader døde, og havde som følge deraf kun få minder om ham fra tiden, før han blev syg. Derimod stod de sidste dage tydelig for ham. Han mindedes således, hvordan han og den 3 år ældre bror, Lars, lå sammen oppe på et lille loftsværelse og talte om, hvordan det skulle gå, "hvis fader døde". Lars sagde da barnlig fortrøstningsfuldt: "Vi kan nok hjælpe moder. Jeg kan godt pløje, og du, Christian, kan harve." '96 Om hans første barndom vil vi forøvrigt lade hans datter, Georgia la Cour Petersen, fortælle: "Min fader har tit udtalt sin glæde over, at han fik den lykke endnu nogle år efter faderens død at blive hjemme hos sin moder. Intet steds var der for ham hyggeligere end i det lille hjem i Odder, hvor hans moder og tante Worm hjalp hinanden med husets arbejde og sad venligt sammen ved deres rok, mens drengene også tidligt lærte at gøre gavn med deres hænder. Deres moder gav dem den første undervisning både i de almindelige skolefag og i at strikke. Da fader var 10 år gammel, havde han kun de strømper, han selv havde lavet. Og når han siden så travlhed med gulvvask og stor rengøring, kunne han tit udbryde: "hjemme hos min moder i Odder blev gulvet kun skuret 4-5 gange årligt, men aldrig har der noget sted været renere og kønnere end der, når vi drenge sad ved vort strikketøj hos hende og tante Worm, mens det hvide, nystrøede sand stod i toppe på gulvet eller var fejet i flammer, ilden brændte i kakkelovnen, og de sang eller fortalte historier for os."

Christian havde gode evner og let ved at lære, så det var tidligt hans ønske at blive præst, men derom kunne der slet ikke være tale, da hans moder ikke kunne få råd til at holde ham til bogen. Hvordan det gik til, at han alligevel nåede frem dertil, har både han og moder tit fortalt os. Jørgen la Cour havde en halvfætter, Albert Philip Bregendahl (1771-1835), som var præst og amtsprovst i Skive. Da denne en gang i sommeren 1815 kom til Århus, traf han Jørgen la Cours enke hos fælles bekendte. Han spurgte deltagende til hende og hendes børn og fik det svar, at det gik dem og hende ganske godt. "De tre ældste drenge kom straks ud til gode venner, som har lovet at tage sig af dem, så det er kun Christian og Carl, jeg har hjemme", sagde hun og føjede til: "Christian ville jo gerne være præst, men det kan jeg ikke få råd til at hjælpe ham frem til, skønt han er vel begavet. Han er også nem på fingrene, og jeg tænker, når han bliver stor, at få ham i snedkerlære, da jeg håber, han også nok kan blive en dygtig snedker." Bregendahl svarede hertil: "Er det hans alvor, at han gerne vil læse, så kan De sende ham op til mig i Skive. Jeg har selv et par drenge, som han kan gå i skole sammen med, og så får vi ham nok hjulpet frem til student."

Da Lotte Guldberg kom hjem og fortalte ham om sit møde med Bregendahl, blev han meget glad over på den måde at få sit ønske om skolegang opfyldt, men samtidig har han sikkert følt det som meget svært at skulle bort fra sit hjem og alt, hvad han der var sammenlevet med. Den dejlige natur i Odder og hele barndomslivets rige minder stod til hans sidste time i en yndefuld glans for ham, men i det alt sammen stod billedet af hans moder som det, der strålede ypperst. Samlivet med hende blev nu så godt som afbrudt og på en vis næsten afsluttet.

Det var i sommeren 1815, at Christian kom til Skive. Fra Odder kørte madam la Cour og hendes to sønner, Christian og Carl med den gamle karl, Jens Rask, som kusk i egen vogn derop, men da de nåede bestemmelsesstedet, var Bregendahl og hans kone borte fra hjemmet nogle dage til et bryllup hos nogle af deres venner på landet. De vidste ikke bestemt dagen, da madam la Cour ville komme der med sønnen, men var bange for, det ville ske, mens de var borte. Det blev da særlig pålagt jomfru Møller, som i mange år var husjomfru hos dem, og husets øvrige folk at tage så godt mod de ventede gæster som muligt. Alle var de spændte på deres komme, og da pigebørnene, Marie (f. 1803) og Bine (f. 1809) en af aftenerne gerne ville have jomfru Møller med ud at spadsere, skete det kun på den betingelse, at de skulle gå ad den vej, hvorfra de fremmede kunne ventes.

Det var en yndig sommeraften, rimeligvis sidst i august, og de havde ikke gået langt, før de så en vogn komme mod dem, hvori der sad en ikke ganske ung, men me- get smuk kone ved siden af en ældre tjenestekarl med en lille dreng mellem sig og en lidt større dreng på en skammel ved deres fødder. Det var Lotte la Cour med sine to drenge, Christian og Carl, og hendes gamle tjenestekarl, Jens Rask. Det slog straks jomfru Møller, at det måtte være dem, de ventede. Hun og småpigerne vendte skyndsomst om og nåede ad en gensti præstegården, før vognen kunne være der, så de kunne stå og tage mod gæsterne i gården, da de kom der."
"Min moder [thi den lille, da seksårige Bine ægtede mange år efter Christian la Cour] så her for første og eneste gang sin tilkommende svigermoder", fortæller datteren, "og det samme tiltalende indtryk gjorde hun på hende, som så enstemmig fra alle sider har lydt om Lotte Guldberg. . . Men hvad der den aften gjorde mest indtryk på den lille 6-årige Bine var dog den godt 10-årige, alvorlige og noget forknytte Christian, som hun vidste nu skulle blive her i hendes hjem. Hun ville gerne i lag med ham, men havde ikke rigtig mod til at nærme sig ham, så hun stod udenfor dagligstuedøren og kiggede ind til ham, idet hun sagde: "Tit, tit, du lille, fremmede dreng."

Senere måtte hun tit døje sine brødres skoser, "fordi hun den allerførste aften, hun så Christian, selv havde friet til ham." Mange år efter som ung latinskoleelev eller student drømte han, at han som præst i Odder gik sammen med Bine som sin hustru i præstegårdens lund under de nys udsprungne bøge. Denne drøm blev både for ham og hende som et tilsagn om, at de engang skulle få deres kæreste ønske opfyldt at komme til at bo sammen på det sted, hvor hans fader en gang havde håbet at bo i den gerning, som både fader og søn helst ville leve i og for. De så som ældre ægtefolk med tak og glæde drømmen blive til virkelighed, men det var desværre kun så kort de nød glæden deraf, da Christian kun le- vede 4 år som præst i Odder.

Gennem 7 år fik Christian la Cour nu sit hjem i den lille, hyggelige købstad Skive, som ligger kønt med frodige marker og grønne enge lige ned til Limfjorden. En rummelig præstegård med bindingsværksbygninger og en stor have gav børnene gode lege- og tumlepladser. Der var avl og landhusholdning til præstegården. Der blev ført et meget gæstfrit hus og plejet stor selskabelig omgang med byens og omegnens embeds- og herregårdsfolk. Kom der fremmede rejsende, hvis vej faldt igennem Skive, var der ingen så god og hyggelig gæstgivergård i byen, at honoratiores havde lyst at benytte den, men søgte hellere bedesteder i private huse, og vist ikke mindst i præstegården, hvor de altid blev vel modtagne."

Christian la Cour blev sat i borgerskolen, hvis førstelærer, cand.theol. R. Rasmussen, der siden blev præst i Håsum og Ramsing, senere forberedte ham til Århus Latinskole, i hvilken han blev optaget 1822, og hvorfra han blev student 1824. Samme år blev amtsprovst Bregendahl forflyttet fra Skive til Frelsers Kirke i København som sognepræst, den samme kirke, hvorved Grundtvig siden 1822 var kapellan. Samtidig med at Christian la Cour studerede teologi, var han lærer først for sine tre tilkommende svogre og senere (fra marts til oktober 1827) for sine brødre, Frederik og Peter Barfod. 1831 blev han teologisk kandidat. Gentagne sygdomstilfælde havde medført, at han først fik sin embedseksamen 7 år efter at han var blevet student. 1832 blev han personel kapellan i Fakse og lejede der et lille hus, som tidligere havde være bolig for hans bror Magnus Barfod, da denne var kapellan der. Den 30. december 1835 holdt han bryllup i Ønslev med Caroline Jacobine Bregendahl.

"I det lille kapellanhus" skriver hans datter Georgia "levede fader og moder så omtrent to lykkelige år. Ind- tægterne var vist kun små, men moder har tit sagt, at en sorgløsere tid i økonomisk retning havde de aldrig siden oplevet. En dejlig egn med de videste udsigter over den frodige, sjællandske natur gjorde dem glade og desuden at færdes mellem mange kendte, gode venner der på egnen, hvor de mødte megen venlighed. Fader var afholdt og begavet som præst med "et smukt organ og en køn og fyldig sangstemme." At være præstekone, hvor han var præst, var moder fuldt ud nok. Måske havde han heller ikke endnu den gang følt noget savn, men længe tror jeg ikke det varede, før det blev ham en hjertesag at kunne røgte sin præstegerning på en bedre og mere levende måde, så han savnede snart et fyldigere åndeligt liv."

I 1837 forflyttedes Christian la Cour som sognepræst til Nimtofte og Tøstrup, tæt ved den nuværende Ryom Station. Om barndomshjemmet i Nimtofte skriver Charlotte Lillelund, Christian la Cours ældste datter (f. 1836): "Mor elskede Nimtofte, der stod for hende som det dejligste sted. Den hyggelige dal som åen løber igennem mellem de høje banker, der er bevokset med skov, krat eller lyng, er som en lille oase i den ellers temmelig magre og ensformige egn. Haven, der gik ned mod åen, hvor der blev anlagt badehus '96 og længere henne lysthus. Efter at han først havde fået jorden gjort bekvem ved den tids dræning og arbejde, da det meste af den var eng, blev den beplantet med forskellige slags buske og træer, hvor der var mest vådt. Men i en større del af den dyrkedes peberrod, kommen og asparges, der var sjælden på den tid. En høj lyngbakke nær ved beplantede han med grantræer, som han havde sået og opel- sket i haven. Og i et krat lidt længere borte fik han gange skåret ud og et stort rundt lysthus lavet, som han overraskede mor med et år på hendes fødselsdag, d. 9. juni."
Christian la Cour var en for den tid såre dygtig og påpassende landmand, ja man påstod endogså 1845, dog måske med nogen overdrivelse, at hans præstegård var det bedst drevne avlsbrug i amtet. Noget må der imidlertid have været om det, thi hans ry som landmand har holdt sig således, at hans datter, Charlotte, hørte det bekræftet ved et besøg, hun aflagde på egnen efter 60 års forløb. "Han færdedes", skriver datteren Charlotte, "meget omkring blandt folk, var altid jævn og ligetil i sin færd og kunne harmes, når han mærkede nogen blev overset. Sådan husker jeg tydelig engang han kom hjem som rigsdagsmand og fortalte om sine oplevelser på rejsen, der den gang, da de i postvogne blev ført frem, tog længere tid end nu. De rejste sådan 4 herrer sammen '96 3 rigsdagsmænd og en yngre, livlig mand, der fortalte om sine oplevelser i fremmede lande og ret underholdt selskabet, der med interesse hørte på ham, indtil de opdagede, at han var skomagersvend og som sådan havde rejst. Da blev der tavshed, og ingen af de to havde flere spørgsmål at gøre ham. I selve de sogne, far var præst for, tror jeg ikke, han vandt så stor tilslutning eller fandt forståelse. Det var mere længere ude omkring i Nørreherred, hvor han fandt ligesindede. Han fik 1842 dannet en såkaldt landkommunalforening i Grenå, hvis formand han var gennem flere år, og den arbejdede for forskellige, almennyttige forbedringer.

1848 blev Christian la Cour valgt ind i Rigsdagen, og opholdet i København fik betydning for hans udvikling i kristelig henseende. Samlivet med de andre frisindede, kristelig vakte mænd blev han glad ved. Der var så meget, de kunne dele sammen, uagtet han senere be- klagede, at politikken fik alt for megen overvægt, så deres samtaler mest handlede herom. Så fik han også godt udbytte af jævnlig at kunne gå i Vartov og kunne høre Grundtvig eller P. Boisen. Og salmesangen i Vartov i de år var jo noget helt nyt og hidtil ukendt, der særlig greb ham. I hjemmet hos onkel Frederik [Frederik Barfod], hvor han jævnlig kom, blev de atter sungne, og om tante Emilie [Birkedal gift Barfod], der var sjælen dér, samle- des mange ligesindede unge, og far var glad ved at færdes der og glad for at bringe de ny sange med hjem, så jeg godt husker han med glæde og liv sang dem hjemme og lærte os børn dem: "Et barn er født", "Lovet være du Jesu Krist" og de andre, der først kom frem i Vartov.

Før 1848 var hans prædikener vistnok mest æstetiske, men alligevel alvorlige, antagelig meget påvirkede af Mynster, hvis billede sammen med prof. Clausen og Thorvaldsen hang på væggen i dagligstuen i Nimtofte. I Ålsø kom de ind i havestuen, mens Grundtvig, Birkedal og Fr. Boisen kom i stedet for, og i Odder tror jeg ikke, de kom på væggen."

1952: Han trak sig tilbage fra arbejdet i Rigsdagen i 1852. Dels var hans helbred mindre godt, dels voldte forholdene inde i Rigsdagen frisindede mænd mange skuffelser.
1953: I efteråret 1853 forflyttedes han til Ålsø og Hoed. I Ålsø var forholdene på mange måder anderledes end i Nimtofte. Han fandt bedre forståelse, og der samledes flere om hans forkyndelse, ligesom der også var flere, der især om søndagen fandt vej ind i præstegården, hvor samtalerne tit blev til fælles bestyrkelse. Og han havde selv glæde og udbytte af at færdes omkring mellem folk.

Han udvikledes meget i de år, han var i Ålsø, ved omgang med forskellige alvorlige, kristelige mænd, både lægmænd og præster, der blev hans venner. Han læste en del, og hvad han særlig var glad ved, tror jeg nok, var, hvad Birkedal skrev, hans "synd og nåde" (1848-49) og senere "nådens sorg og sorgens nåde" (1855-57). Også Hofackers prædikener, oversat fra tysk, men da især Wexels' prædikener og andre skrevne ord hjalp ham til at få lys over et og andet, han i tankerne syslede med, som nu de ord: "Nedfaren til dødsriget". Det blev ham en stadig og kær tanke, så han ofte talte derom. Ret et bevis for ham på Gud faders kærlighed, at ikke alene de mennesker, der her på jorden fik øje og øre for Guds nåde mod syndere, blev Guds kære børn, når de i troen ville høre ham til. Men at der også for dem, der var gået bort uden at have hørt ordet her eller uden at det her ret havde fundet vej til deres hjerter, så de rigtig kunne forstå det, var omvendelse eller nåde at finde i dødsriget, så vist som Jesus Kristus havde været der og talt sit ord: "Så enhver, der er af sandhed, skal høre min røst."

1861:I Ålsø virkede han til 1861, da hans ungdomsdrøm gik i opfyldelse, idet han kaldedes til sognepræst i Odder. Det havde været en rig og betydningsfuld tid både for ham selv og for dem, han levede og færdedes iblandt. I sin afskedsprædiken var det, at han til slutning sagde de ord, der blev ihukommet: "Det er ikke bisper eller præster eller højlærde mænd, der i grunden har hjulpet mig frem og bragt kristendommen ind til mig, men det er omgangen med jævne bønderfolk på landet." Disse ord blev ilde optaget forskellige steder, og bispen [antagelig Gerhard Peter Brammer] blev forarget ved at høre derom. Han færdedes netop ved denne tid på egnen, men kom ikke til os, fordi vi skulle flytte.
Det var lidt svært for ham at bryde op i Ålsø, hvor han havde haft så gode år og fundet så god forståelse. Men hans helbred var blevet svagere, og han havde ondt ved at bestride gerningen der, som han gerne ville.

Kort efter sit komme til Odder blev han alvorlig syg af lungebetændelse, og det gentog sig flere gange den første vinter, så han aldrig blev rigtig kendt med folk dernede, hvilket var ham en stor sorg og skuffelse, da han havde så god en vilje og så godt et håb til sin gerning. Under hans sygdom var det især Otto Møller i Gylling, der blev hans hjælper, da denne som ung kapellan få år i forvejen var begyndt hjemme hos sin fader. 1865: Senere, hen i foråret 1862, blev Anton Kirkeby kapellan i Odder og var der til Christian la Cours død 16. marts 1865.

Ved hans begravelse talte bl. a. Otto Møller, der i sin tale sagde: "Ja, således vil han altid stå for mig, der dog først så ham, da det lakkede ad aften for ham og dagen hældede, således vil jeg altid mindes denne forløste stridsmand som et ærligt og trofast vidne om den nåde og sandhed, Vorherre Jesus Kristus åbenbarer for sine venner. Han boede jo til sidst i en skrøbelig og faldefærdig hytte, og han talte tit så ydmygt om, hvorledes hans gerning svarede til det kald, hans Herre havde givet ham. Og ingen af os kunne jo ønsket, at han skulle have talt anderledes om sig selv, da ydmyghed uden sammenligning er et kristenmenneskes smukkeste dragt. Men hvad de alle så godt ved og mange gange vil glædes ved at betænke, tør vi også udsige, at hans vidnesbyrd var ret om nåden og sandheden, fordi det var både nådigt og sandt. Han var så mild i al sin dom, fordi han havde modtaget stor nåde af Vorherre. Og hans vidnesbyrd var sandt, fordi han ville kun bevidne det, han havde set. Der lever og dør mange præster, der forkynder nåden og sandheden i Kristus, men få, der også forkynder den nådigt og sandt. Således gik han i sit hus '96 mild af nåde og nidkær for sandhed, sådan mødte han altid mig med et mildt og ærligt øje, sådan vil han stå i mindet for mig, og derfor føler jeg, at vi alle må takke vor himmelske fader, fordi han velsignede ham således, at vi kunne se det med vore øjne: Han lignede den enbårne, hvem det hedder om, at han var fuld af nåde og sandhed."

Hans stedbror, Frederik Barfod, siger om ham: "Han var en ret Natanael, i hvis hjerte der ikke fandtes svig. og i et mål som de allerfærreste vedblev han at vokse i tro og troens frimodighed, så længe han levede.


(8 børn '96 nr. 78-86)

Peter blev gift med Caroline Jacobine Bregendahl [26887] [MRIN: 9709], datter af Albert Philip Bregendahl [26888] og Karen Marie Mouridsdatter Mørch [26889], den 30 Dec. 1835 i Ønslev, Falster Nørre, Maribo, Danmark.¹⁶⁰⁴⁰ (Caroline Jacobine Bregendahl [26887] blev født den 9 Jun. 1809 i Skørping, Hellum, Ålborg, Danmark, døde den 19 Feb. 1871 i Odder, Hads, Århus, Danmark og blev begravet den 25 Feb. 1871 i Odder, Hads, Århus, Danmark ¹⁶⁰⁴³.)

Peter blev derefter gift med Hanne Wilhelmine Sølling [26848] [MRIN: 13887], datter af Gustav Emil Sølling [26891] og Henriette Cathrine Plum [26892]. (Hanne Wilhelmine Sølling [26848] blev født den 15 Okt. 1848 i Rudkøbing, Langelands Nørre, Svendborg, Danmark, dåb den 19 Dec. 1848 i Rudkøbing, Langelands Nørre, Svendborg, Danmark,¹⁶⁰⁴⁴ døde den 25 Dec. 1918 i Varde Sankt Jacobi, Vester Horne, Ribe, Danmark ¹⁶⁰⁴⁵ og blev begravet den 4 Jan. 1919 i Varde Sankt Jacobi, Vester Horne, Ribe, Danmark.)