Birgit Andersen [12991]

  Notater:

Noter for BIRGIT ANDERSEN:
Inges erindringer om Birgit.
Birgit og jeg er vokset op nærmest som tvillinger, da der kun er 15 måneder mellem os.
Vi har sovet i samme seng som børn, skændtes som andre søskende, men kunne ikke undvære hinanden ret længe ad gangen.
De første billeder:Vi er i Randers og har besøg af vores bedstefar, som godt kunne være lidt streng, og da Birgit kravler op på en skammel for at røre ved noget i vinduet, råber han ØV så højt, at hun trimlede ned fra skammelen. En anden gang er vi to nede efter mælk i en mælkespand, som Birgit bærer, og da vi går op ad køkkentrappen, som er ret smal, taber hun spanden, og mælken sjasker ud over hele trappen, vi begyndte begge at tude, men jeg tror ikke, der blev sagt noget.Da vi kom til Borups Alle ved det gamle Bella-center, havde vi en dejlig legeplads på Genforeningspladsen, som lå lige ved siden af, og på den anden side af Hulgårdsvej lå hele den store græsplæne, hvor man holdt dyrskue hver sommer. Det va
r en stor folkefornøjelse.
Birgit gik på Bellahøj Skole det første år, så blev hun flyttet til Frederikssundsvejens Skole, hvor vi alle 5 kom til at gå.
Jeg kan ikke huske nøjagtigt, hvor gammel Birgit var, da hun fik sukkersyge. Vi havde en læge, som havde en dårlig lugtesans, hvilket han tilskrev, at Birgit kom meget syg på Bispebjerg Hospital.Han kunne ikke lugte, at hun åndede med en acetonelugt, hun tørstede altid og blev meget træt og tynd, det endte med bevidstløshed og indlæggelse. Derefter måtte hun lære at stikke sig selv 2 gange om dagen for at få insulin. På det tidspunkt vidste lægerne ikke meget om sukkersyge, så når Birgit skulle til fest, sagde lægen, at hun skulle tage et par ekstra streger insulin, hvis hun spiste noget sødt. Det bevirkede, at hun fik for meget insulin, det ophobede sig i kroppen, s
å hun fik en lidt firkantet facon, hendes hud blev lidt som viskelæder, og når det gik rigtig galt, gik hun i chokog måtte indlægges. Hun var tit på Bispebjerg, også en gang hvor det var ved at gå rigtig galt. Hun havde fået blindtarmsbetændelse, blindtarmen sprang og betændelsen gik i bughulen. Hun blev kæledægge hos afd.sygeplejerske, frk. Brommerste
dt, som hver gang tog sig særligt af Birgit.
Jeg kan huske den enorme sygestue for enden af bygningen, der kunne ligge ca. 20 patienter.
Men når hun var rask, gik vi sammen til folkedans og spejder. Hun gik også til klaverspil.
I nr. 23 i Præstelængen boede familien Bergmann, de havde en søn, Tom, som Birgit i mange år var barnepige for, hun var meget afholdt både i skolen og blandt vennerne.I ferierne var vi sammen enten hos mormor på Falster eller med familien i sommerhus. En gang cyklede Birgit, Far og jeg helt til Holbæk, så kunne Birgit ikke mere, og vi tog toget resten af vejen til sommerhuset, det var en lang cykeltur, s
å det var flot klaret.
Birgit havde sine veninder og jeg mine, men det var den samme vennekreds, vi havde.
Vi har optrådt sammen en del gange, både med folkedans og sang, vi optrådte med "Kunnigunde", og som unge piger i "Charly`s tante".Da Birgit havde taget sin realeksamen, fik hun kontorjob hos Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring, og da jeg blev færdig året efter, fik jeg også job der, vi sad også i samme lokale skråt overfor hinanden. Vi havde mange veninder i AU, som selskabet blev kaldt, og i AULY - et dejligt sommerhus i Tisvilde, som AU ejede - var vi mange week-ends med veninderne.Vi var en sommer inviterede til Dronninglund, Birgit skulle bo hos faster Johanne, og jeg skulle bo hos faster Nora. De to søstre var ikke så gode venner, og de konkurrerede om at forkæle os, f.eks. fik jeg morgenmaden bragt på sengen (og jeg der hader at spise i sengen), men der var hjemmebagt franskbrød med leverpostej og jordbær og et stort glas mælk, det var rigtig guf. Vi havde 2 kusiner, Tove og Jytte, i Dronninglund, og vi var til bal i Aså med dem, de var nogle sjove og meget charmerende piger. Birgit traf Ketil fra Sæby, som hun var sammen med i et par år, indtil hun traf Henning fra Thisted.Vi havde begge taget eksamen i stenografi og maskinskrivning, så nu var det på tide at finde nogle mere spændende jobs. Birgit fik job hos Johan Ankerstjerne Filmudlejning og var der, lige til hun sammen med mig kom i huset hos familien Arboe Bähr i Holte. Birgit som kokkepige, og jeg som stuepige. Vi var der ½ år, så havde vi fået nok af husgerningen.Birgit var blevet forlovet med Henning Kobberø-Hansen, Thisted. Hun flyttede til Ålborg, hvor hun fik et værelse hos en sød gammel dame. Hun fik job i en møbelforretning på kontoret. Når jeg skulle besøge hende, tog jeg skibet Jens Bang fra København kl. 23.30 og kom til Ålborg om morgenen kl. 8. Det var et stort passagerskib med en masse kahytter, som regel 4 pers. i hver, der var en lille håndvask, så det var altid spændende, hvem man skulle sejle og sove med.En gang fulgtes Birgit og jeg til Ålborg, ugen før var passagerskibet København stødt på en mine, skibet gik ned, og mange mennesker druknede, det var sket 1 times sejlads fra Hals Barre. Da vi nærmede os stedet, kravlede vi op i samme køje , hvor der var et koøje, og vi kunne se skorstenen og nogle master fra det sunkne skib.
Skituren til Norge.I 1950 tog Birgit, Britta, Jytte og jeg til Valdres for at stå på ski. Det var vores første tur så langt væk. Vi boede på et højfjeldshotel midt i skoven. Vi var ikke så gode på ski, så det var en stor anstrengelse for os alle, men mest forBirgit. Hendes insulin var tilpasset den daglige motion, så hun blev dårligere og dårligere for hver dag, vi var der i 6 dage, og natten før vi skulle hjem, vågnede hun mange gange, og kl. 5 sagde hun, at hun skulle dø, hvis der ikke blev
hentet hjælp.Jeg gik ned i forhallen, alt var mørkt og stille, men en dør til kælderen stod åben, og nede ved fyret stod værtinden og skovlede kul på fyret. Jeg forklarede, hvad der var galt, og vi gik op for at ringe til lægen nede i landsbyen. Han kun
ne være der ved 8-tiden. Det var begyndt at sne kraftigt, og lægen kom på ski. På det tidspunkt var Birgit halvt bevidstløs og havde en mærkelig ansigtsfarve.
Han ringede til Fagernes Sygehus og rekvirerede en ambulance, som ville møde os i dalen kl. 12.Spørgsmålet var nu, hvordan kom vi derned. Lægen ringede efter en landmand, som havde en slæde med en hest foran. Han kom til hotellet, og vi havde pakket alt, de to andre skulle ned til Oslo og med båden hjem. Der blev lagt en madras på slæden, Birgit og bagagen surret fast, og jeg sad foran ved hendes fødder, medens bonden gik ved siden af med tøjlerne. Det sneede kraftigt, og når hesten løftede bagbenene, fik jeg sneen lige i hovedet. Vi nåede ned i dalen til kl. 12, men der var ingen ambulance. Jeg var fortvivlet og bad ham ringe til sygehuset, den kom så kl. ca. 13. Jeg skulle betale manden for turen og telefonen, jeg havde kun 90.- N.kr. tilbage, så dem måtte han være tilfreds med. Vi kørte hele dagen medet kort ophold i Foss. Birgit var nemlig vågnet og var meget tørstig, jeg kom ind på en gård og fik noget vand til hende. Så sov hun igen og vågnede kun kort en gang til, hun slog øjnene op og sagde: "du må give mig insulin", jeg havde aldrig prøvet det, men hun fortalte, hvor mange streger hun skulle have, og jeg klarede det. Jeg stolede 100% på, at det var rigtigt, og hun blev bevidstløs igen. Kl. 20. ca. var vi ved Rigshospitalet i Oslo, hvor de stod parat til at tage sig af hende. De hjalp mig med at få et værelse på Missionshotellet og spurgte, om jeg var sulten. Jeg havde overhovedet ikke tænkt på mad hele dagen, så jeg sagde ja tak og fik en tallerken med dejligt smørebrød og en kande mælk.Næste dag gik jeg til hospitalet med bange anelser, men hvem sad op i sengen med et smil i hele ansigtet, Birgit. Det gik heldigvis godt, og samme dag gik jeg ned til Telegrafstationen, jeg havde talt med min far aftenen før, der kunne jeg gratis ringe til stationen i København, de var utrolig søde til at hjælpe mig. De lånte mig penge, og min far sørgede for at ændre vores billetter til en færge, da Birgit efter 4 dage blev udskrevet.Palles far havde også sukkersyge og blev behandlet på Sukkersygehospitalet i Gentofte. Han fik Birgit til behandling der, og så gik det meget bedre med sukkersygen. Vores læge havde aldrig omtalt hospitalet, desværre, for nu ændrede Birgits
krop sig, da insulinen blev doseret rigtigt, og hun fik det meget bedre.

Henning.
Birgit var meget glad for Henning. Det var min far ikke så meget, fordi Birgit skulle flytte så langt væk. Min far var meget jaloux på Henning, og han har bebrejdet mig meget, at jeg støttede hende.Men Birgit og Henning blev gift og flyttede ind i HEBI i Thisted, hvor Palle og jeg har besøgt dem mange gange. Da Birgit blev gravid , skulle hun på Rigshospitalet for at føde, fordi sukkersyges fostre tit bliver for store. Det blev en lidt dramatisk fødsel, fordi Birgits hud var meget lidt elastisk, så hun havde svært ved at få plads. Steen måtte tages med sugekop, og han var skindød. Han kom under behandling straks på afdelingen for for tidlig fødte. Jeg var på kontoret på Gentofte Rådhus den dag, og da telefonen ringede fra Rigshospitalet, tog jeg straks derind. Birgit havde slet ikke set sin søn endnu, så jeg spurtede over for at se ham. Han var ret stor og havde en ordentlig bule i hovedet på grund af sugekoppen, og var lidt blå og rød. Jeg skyndte mig tilbage til Birgit og fortalte, at han var pragtfuld. Samme dag blev hun kørt over til ham.
Vi lovede hinanden, at vi skulle være gudmødre for vores førstefødte, så jeg bar Steen i Thisted Kirke, og Birgit bar Berit i Jægersborg Kirke.
Birgit blev gravid igen et par år senere, men måtte desværre på Rigshospitalet for at få en abort, lægerne turde ikke lade hende få flere børn. Det voldte dem selvfølgelig stor sorg.
De flyttede til Holstebro, først i en lejlighed, senere i et rækkehus.
Henning var ansat i asfaltfirmaet Phønix i Vejen som salgskonsulent. Han havde meget repræsentativt arbejde, og Birgit fulgte ham, når der var tale om store og vigtige møder.
De dyrkede meget orienteringsløb for biler. Henning var med til at tilrettelægge turene, som også foregik om natten. Henning kørte, og Birgit dirigerede efter kort. Det var noget, de var meget glade for, og de havde en masse venner.Birgit var meget glad for børn, og alle vores 4 var også meget glade for hende. Jakob har måske været lidt tilbageholdende, for en gang spurgte Birgit ham: "Kan jeg slet ikke gøre indtryk på dig, Jakob", han trykkede på sit brystben, kiggede op på hende og sagde: næh!I 1966 kom Birgit på hospitalet, hun var blevet svagere og svagere, nyrerne svigtede, og synet blev dårligt. Min mor var hos mig på det tidspunkt, da vi havde haft en meget grim oplevelse med Charlotte, som skoldede sit ene ben forfærdeligt. Hun lå på hospitalet en måned, uden at vi måtte besøge hende, så mor kom for at hjælpe mig, da hun blev kaldt til Holstebro. Birgit havde i sygesengen ligget og strikket en sort puddelhund til Charlotte, selvom hun næsten ikke kunne se.
Den 6. april døde hun, og min verden + familiens gik i sort. Det tog et par år at komme over.En dag, ca. 10 år senere gik jeg og støvsugede på 1. sal, jeg tog den lille puddelhund for at støve den af. Jeg fik pludselig den indskydelse at slukke støvsugeren og gå hen til skrivebordet for at tage et stykke papir og en blyant, jeg tegnede et pigeansigt, der smilede til mig, og det var Birgits.
Det lyder måske for nogle lidt skørt, men jeg er ikke i tvivl om, hvem der tænkte på mig i det øjeblik. Henning fortalte, at han var ude for noget af det samme flere gange. Så jeg fik det rigtig godt med den lille oplevelse.

Birgit blev gift med Henning Kobberø Hansen [12984] [MRIN: 4589], søn af Salamon Hansen [12979] og Anna Marie Kobberø [12683], den 28 Maj 1955 i København Grøndals, Sokkelund, København, Danmark.⁵⁵⁹⁵ (Henning Kobberø Hansen [12984] blev født den 4 Apr. 1930 i Tved, Hillerslev, Thisted, Danmark ⁵⁵⁹⁷, dåb den 25 Maj 1930 i Tved, Hillerslev, Thisted, Danmark,⁵⁵⁹⁸ døde den 21 Jun. 1997 i Holstebro , Hjerm, Ringkøbing, Danmark og blev begravet den 27 Jun. 1997 i Struer , Hjerm, Ringkøbing, Danmark.)