Eduard Vilhelm Sofus Christian Reventlow [29412]

  Notater:

Ambasadør, Lensgreve

Reventlow, Eduard Vilhelm Sophus Christian, Greve, f. 1883, Diplomat. F. 28. Nov. 1883 paa Christianslund ved Randers. Forældre: Greve Christian Benedictus Johan Ludvig Conrad Ferdinand R. til Aggerupgaard og til Fideikommisgodserne Koppel og Varste-Polle i Hannover (1845— 1922 ) og Sophie Pauline Schjær (1850— 1924). Gift 4. Nov. 1910 i Kbh. (Holmens) med Else Sophie Nathalie Bardenfleth, f. 2. Jan. 1884 i Kbh. (Holmens), D. af Kaptajn, senere Kontreadmiral, Kammerherre Frederik B. (1846— 1935) og Hustru.

R. blev Student 1901 fra Roskilde, cand. jur. 1908 og indtraadte 1909 i Udenrigsministeriet . Han gennemgik den normale Karriere dels som Assistent i Ministeriet, dels som Legationssekretær med Tjeneste ved Legationerne i Berlin, Paris, Stockholm og London.

Til London kom han i Okt. 1913 og blev der som Legationssekretær under hele Verdenskrigen; han udførte her et omfattende, brydsomt og meget paaskønnet Arbejde. Marts 1919 vendte han tilbage til Udenrigsministeriet og blev i Nov. s. A. Kontorchef i 1. (politiske) Departement, hvor han med levende Interesse behandlede de meget vigtige Sager i Forbindelse med Nordslesvigs Genforening.

I Febr. 1921 blev han Chef for Ministeriets politisk-handelspolitiske Afdeling, i Juni s. A . Medlem af Traktatkommissionen. Hans alsidige Uddannelse, store Arbejdsdygtighed og de diplomatiske og administrative Evner, han havde lagt for Dagen, gjorde det naturligt, at han, efter i Nov. 1921 at være konstitueret, fra Dec. 1923 overtog Direktorposten for hele Ministeriet . I Sept. 1929 deltog han som Suppleant for den danske Delegation i Folkeforbundets Aarsmøde .

Sin Direktørstilling bevarede han, indtil han, da han ønskede at aflastes for det paa Grund af den politiske Udvikling efterhaanden meget byrdefulde Arbejde, 1. April 1932 blev udnævnt t il Gesandt i Stockholm. Herfra forflyttedes han i. Jan. 1938 til den vigtige Gesandtpost i London.

1.1.1938 efterfulgte han gesandt Preben Ahlefeldt-Laurvig på den vigtige post i London. Denne havde forsikret ham om at han kunne regne med nogle rolige og bekymringsfrie år da det dansk-engelske forhold nu var bragt i den skønneste orden. Det skulle dog gå helt anderledes.

Ved Danmarks besættelse i april 1940 meldte Problemerne, sig for alvor. Det første angik hans stilling som gesandt. Ikke mindst takket være den gode ppition i forholdet til den britiske regering lykkedes det ham at bevare posten som diplomatisk repræsentant for Danmark selvom hans status ikke var fuldt officiel. Fra engelsk side lagde man ikke skjul på at denne løsn ing voldte betænkeligheder.

Den engelske gesandt i Kbh. var straks den 9. april blevet udvist af besættelses magten, og man havde ikke fortilfælde på en så kompliceret situation. For at bevare stillingen måtte Reventlow derfor indskrænke forbindelsen med Kbh. til kun at omfatte rutinesager. Denne tilstand fortsatte til slutningen af nov. 1941 da den danske regering efter tysk pres tilsluttede sig Antikominternpagten. Derved var opstået den usædvanlige situation at Danmark var blevet tvunget ind i en international organisation rettet mod en stormagt (Sovjetunionen) som Danmark intet udestående havde med, og som desuden var Storbritanniens allierede.

Reventlow meddelte da den 1.2.1941 at han ikke længere kunne modtage ordrer fra regeringen i Kbh. Følgen måtte blive Reventlows afskedigelse ligesom tilfældet havde været med gesandt Henrik Kauffmann. Men regeringen ville nødig skride til et så drastisk skridt der bl.a. ville medføre en fuldstændig afbrydelse af forbindelsen med Storbritannien.

I første om gang søgte regeringen efter at Reventlow forgæves var hjemkaldt at indskærpe hans og andre gesandters lydighedspligt gennem et kgl. reskript af 15.12.1941. Da dette ikke hjalp lod udenrigsminister Scavenius gennem en uofficiel og hemmelig henvendelse Reventlow forstå at man i praksis og uofficielt ville lade ham forblive i stillingen for at han stadig kunne varetage visse danske interesser mod at han afholdt sig fra en mere aktiv optræden og undlod at træde i forbindelse med Kauffmann. Men også dette forsøg mislykkedes idet Reventlow i marts 1942 modtog hvervet som ærespræsident for det danske råd i London, der stod som det samlende organ for Englands-danskernes aktive modstand mod tyskerne. Derefter så regeringen sig nødsaget til ved en kgl. resolution af 20.3.1942 at afskedige Reventlow uden pension.

For R, havde afskedigelsen den fordel at hans andet store problem, forholdet til de frie danske nu blev lettet. Siden foråret 1940 havde hans stilling på dette punkt været temmelig prekær idet han blev udsat for megen kritik på grund af sin holdning. Samtidig havde han haft endnu et problem idet han såvel over for de engelske myndigheder som over for repræsentanterne for de forskellige eksilregeringer samt de diplomatiske repræsentationer måtte forsøge at forklare og forsvare den danske regerings politik.

Også her skabtes nu klarhed efter bruddet med Kbh. selvom han stadig så det som sin opgave at forsvare Danmarks politik. Bl.a. derfor skabte den konservative politiker Christmas Møllers ankomst til London i maj 1942 ham nye problemer. De to mænd var såvel af temperament som af anskuelse og uddannelse så vidt forskellige.

Krigen pålagde i det hele taget Reventlow mange store opgaver hvoraf den vanskeligste utvivlsomt var at bevare balancen mellem hensynet til den danske regering, den britiske regering og de frie danske i Storbritannien, Stort set lykkedes dette for Reventlow takket være hans kloge og taktfulde optræden. Derved blev krigsårene trods al kritik fra mere militante kredse højdepunktet i hans diplomatiske karriere. Efter befrielsen og genudnævnelsen den 8.5.1945 meldte sig nye opgaver som genetableringen af de diplomatiske og handelsmæssige forbindelser mellem de to lande, det sydslesvigske spørgsmål hvor englænderne havde behov for megen manuducering, de tyske flygtninge i Danmark, medlemskabet af NATO etc. På alle disse områder ydede Reventlow en betydningsfuld indsats. I 1947 blev han ambassadør og seks år senere trak han sig tilbage efter at have nået aldersgrænsen. Han boede sine sidste år i Danmark, hvor han skrev en af de meget få diplomaterindringer vi ejer, nemlig "I dansk Tjeneste" der udkom 1956.

Bogen indeholder en meget smuk skildring af hans barndomshjem og den taknemmelighedsgæld han altid følte over for sine foraldre. Den er af mange blevet kritiseret som alt for elskværdig i omtalen af mennesker med udelukkelse af mere kritiske synspunkter og vurderinger. Enhver der forstår nærlæsningens kunst vil dog opdage at den ikke er ukritisk og indeholder værdifulde bidrag til Danmarks diplomatiske historie. Den er tillige et vidnesbyrd om den belastning han altid følte ved de beslutninger han havde måttet træffe under krigen og den kritik de havde vakt. Reventlow var en fornem representant for en diplomattype der ikke længere findes . Han følte sig alle dage stærkt knyttet til kongemagt og udenrigstjeneste og som en patriot hvem fædrelandels skæbne lå afgørende på sinde.

Under hele hans Løbebane har hans Pligtopfyldelse, klare Dømmekraft og rolige Skøn gjort sig gældende.

Eduard blev gift med Else Sophie Nathalie Bardenfleth [63931] [MRIN: 10754] den 4 Nov. 1910 i København Holmens, Sokkelund, København, Danmark ¹⁸²¹⁹.^,18220 (Else Sophie Nathalie Bardenfleth [63931] blev født den 2 Jan. 1884 i København Holmens, Sokkelund, København, Danmark, dåb den 22 Feb. 1884 i København Holmens, Sokkelund, København, Danmark,¹⁸²²³ døde den 27 Okt. 1964 i København Bispebjerg hospital, Sokkelund, København, Danmark og blev begravet den 30 Okt. 1964 i Tibirke, Holbo, Frederiksborg, Danmark ¹⁸²²⁴.)