Eduard Carl Rosenhagen [62754] ^40694,40695

   Dødsårsag: Dræbt af bjørne.

  Notater:

Faderen Peter Kampmann Ditlev Rosenhagen, Omrejsende Musiker uden fast bopæl
hjemmedøbt af kapellanen

" Den Tattoverede Grænsejæger"

Bjørnetæmmer

https://www.geni.com/people/Eduard-Rosenhagen/6000000002770076692?through=6000000022645852294
https://www.olhus.dk/getperson.php?personID=I74931&tree=tree1
Biografi

Edvard Carl Daniel Rosenhagen kom til Roskilde for en måneds tid siden Og slog vinterlejr her i byen. Han fik lov at stille vognen, som bebos af Ham og hans familie, i vognmand Christensens store grusgrav ved Køgevej. Foran vognen opstillede han så bjørneburende på en lastvogn. For nogle uger Siden kom hannen i brunst og begyndte at rase i buret om aftenen, så naboerne Forskrækkedes. Den brummede og hylede, og Roskilde politi blev gjort opmærksom på den vrede bjørn. Det viste sig dog, at burene var godkendte af veterinærpolitiet i København. Bjørnene havde Rosenhagen ikke fået tilladelse til at forevise her i Roskilde. Han søgte fornyelig politiet derom. Hans ansøgningspapirer lå endnu hos myndighederne.

Rystende Drama foran Zigøjner vognen på Køgevej
Artist Rosenhagen dræbt under Bjørnens kløer.

Et Drama af usædvanlig gru blev i aftes, udspillet foran en Zigøjner vogn i Vognmand Christensens grusgrav ved Køgevej. Den 48 år Bjørnetæmmer Edvard Carl Daniel Rosenhagen blev for øjnene af sine børn og sine medhjælpere flået til døde i et af sine bjørnebure. Den ulykkelige mand kæmpede En fortvivlet kamp med en hun bjørn på lige ved 1000 pund; ingen formåede at komme ham til hjælp, førend Bjørnen var skudt og han selv flået over hele kroppen og bidt i ansigtet og nakken. Han udåndede kort efter ulykken på Roskilde Amtssygehus.

Charles Rode fortæller:
I aftes gik en tidligere Dyrepasser her fra Roskilde, arbejdsmand Charles Rode, Grønnegade 18, som har truffet Rosenhagen, da begge familierne havde slået sommerlejer på Køge strand i sommer, ud til Zigøjner vognen for at passe bjørnene, mens Rosenhagen gik i byen. Rode har nylig ligget på Hospitalet af en slem nyrelidelse og er ikke så rask, at han kan tage fat på noget strengere arbejde. Han fortæller os om den ulykkelige hændelse:

Da jeg kom til Køgevej møder jeg Rosenhagen, der fortæller mig , at hun bjørnens bur er i uorden, en gulvplade havde løsnet sig. Vi blev enige om, at jeg, der er snedker af profession, skulde gå ind i buret og ordne gulvet, men jeg bad først Rosenhagen lukke hun bjørnen ind til hannen, mens jeg var i buret. Det syntes han ikke var nødvendigt. Hunnen skulde jeg ikke være bange for, mente han. For en sikkerheds skyld gik han selv med ind i buret. Han satte sig på gulvet ved siden af bjørnen. Jeg begyndte at reparere gulvet. Udenfor prøvede en ung mand at holde bjørnen til side med en pigkæp.

Så begyndte hunnen, der ellers havde siddet fredeligt i det ene hjørne, at brumme. Den langede ud efter Rosenhagen, de sad opad vægen ind til hannens bur. Hannen, en kæmpe på 1500 pund, var straks med. Den stak en lap ind gennem ståltråden, der skiller de to bure og greb fat i manden. Hunnen for nu over ham, væltede ham om og begyndte at flå i ham. Der var ikke andet for mig at gøre end at se at komme ud og hjælpe ham udefra. Vi havde ingen våben på os, og de stik, medhjælperen udefra gav bjørnen, hjalp overhovedet ikke!

For at komme ud, måtte jeg springe over Rosenhagen og bjørnen, fortsætter Rode, der endnu er dybt rystet over de grufulde scener. Den unge mand stak af ind til naboen, vognmand Christensen, og alarmerede hjælp. Han lånte et jagtgevær af Parc. H. P. Andersen, lykkens prøve, og kom løbende tilbage med det. Han var så medtaget at det, han havde set, at han ikke var i stand til at skyde på bjørnen, der nu, ophidset af hannens brummen og det blod, der flød ud af de store rifter på Rosenhagen, var fuldstændig vild.

Sønnen Jerome Rosenhagen, kom løbende til og fik geværet. Han skød to gange på bjørnen. Den blev ramt, men det hjalp ikke særlig. Skuddene prellede af på det vilde dyr.

Roskilde – Politiet skød med revolvere.

Da Rode sprang ud af buret havde man ikke Opgivet at få Rosenhagen ud. Med stænger Søgte de udenforstående, der efterhånden Var blevet en fem – seks stykker, at holde Bjørnen i skak, mens Rode fortvivlet greb Fat i Rosenhagen for at trække ham ud.

Bjørnen vilde ikke slippe sit bytte. Den greb Fast om offeret og slæbte ham længere ind i Buret. Der var nu fare for, at bjørnen vilde fare ud og der var ikke andet at gøre end lukke buret og Bjørneburet, hvori dramaet udspilledes vente, til der kom mere effektiv hjælp. Politiet fra Roskilde og ambulancen var blevet alarmeret. Der kom straks mandskab til pladsen, betjentene Hågensen og Nees løb ned til buret, væbnede med revolvere. Bjørnen havde netop bidt Rosenhagen i nakken; han lå bevidstløs, tilsølet af blod, mens det vilde dyr sanseløst af raseri flænsede i ham med sine klør. Der var ikke noget at betænke sig på for betjentene. Politifuldmægtig Brix kommanderede: fyr! Betjent Ness rettede tre gange fire skud mod hunnen, der sang livløs sammen. Hågensen nedlagde hannen.

FOR SENT!

Hjælpen kom for sent, Rosenhagen åndede endnu, men han var meget slemt medtaget, og det stod hurtigt klart, at hans liv ikke var til at redde. Han havde omtrent fået nakken bidt over, den ene skulder var flænget, og da politiet kom, var bjørnen ved at æde af det ene ben.

I brandvæsenets ambulance blev han omgående ført til amtssygehuset, hvor han straks kom på operationsbordet, men kort efter indlæggelsen afgik han ved døden. Hans søn var blevet holdt klar til en blodoverførsel, men inden nogen som helst foranstaltning kunde komme i stand, udåndede Rosenhagen. Hans ansigt, hals og armene, hele kroppen og navnlig underlivet var flænset af dybe sår.

Da han blev ført bort, stod hans familie grædende foran vognen. Hans yngste barn, en lille 11 års pige, der havde overværet det forfærdelige drama, skreg atter og atter:

NU HAR JEG INGEN FAR MERE!
Folk samlede sig på pladsen foran vognen. Familien var gået ind, et par sønner var taget på hospitalet. De døde bjørne var genstand for hen ved 100 drenges nysgerrighed. Dyrene blev dækket til. Da en af sønnerne kom hjem fra hospitalet og budskabet om, at Rosenhagen var død, gik fra mund til mund i den nysgerrige skare, begyndte folk at sprede sig. Efter nogle timers forløb var der stille om den lille Zigøjner vogn. Så kom Falk og Zonen for at transportere bjørnekroppene væk. En efter en kom børnene, som boede udenbys, hjem. De havde hørt budskabet i radioen. Hustruen blev efterlyst i aftes for at hun kunde komme hjem inden manden døde. Det kom hun ikke. Først sent i nat nåede hun til Roskilde. Hustruen hørte efterlysningen i radioen på restaurant i Odense.

SVIGERDATTERENS OPLEVELSE.
De, der fortvivlet kæmpede for at frelse Rosenhagen i aftes, vil aldrig glemme de forfærdelige minutter, da de så bjørnen rive ham langsomt til døde uden at det var dem muligt at foretage sig noget effektivt. Foruden Rosenhagens egne børn deltog et par tililende naboer i arbejdet for at redde ham. Også en ung pige, Frk. Ketty Nielsen, som er forlovet med Jerome Rosenhagen, var blandt de magtesløse øjenvidner. Efter ulykken havde vi en samtale med hende. Hun sad i Zigøjner vognen for at passe på den dræbtes lille datter, mens de voksne var på sygehuset for at se faderen for sidste gang.

Hun var oprevet over hændelsen, det var næsten, som om hun endnu ikke fattede det frygtelige, der var sket.

Min kæreste og jeg kom gående over marken, da jeg så bjørnen blive vild, mens min svigerfader og Rode stod i buret. Jeg så Rode stod i buret. Jeg så Rode fare ud, og så råbte jeg til min kæreste: jeg tror, din fader bliver flået! Vi løb hen til buret, alt hvad vi kunde og prøvede på at holde bjørnene fast med stænger, mens vi søgte at trække min svigerfader ud. Det var alt sammen forgæves. Til sidst måtte vi lukke buret, for at bjørnen ikke skulde fare ud på os andre. Det var så forfærdeligt alt sammen.

REVOLVERNE NEDLAGE BJØRNENE.
Fra flere sider har det været fortalt, at de revolverskud, politibetjentene Hågensen og Nees rettede mod bjørnene, ikke var tilstrækkelige til at gøre en ende på de store dyrs liv, men at brandvæsnets mandskab måtte møde op med karabiner for med Dum - Dum - Kugler at skyde bjørnene. Dette er forkert, fortæller politifuldmægtig Brix os i dag. Da alarmeringen kom og politiet straks forstod, at der vilde blive tale om at aflive bjørnene, bad jeg også brandvæsenet om at tage et par karabiner med. Jeg vidste ikke sikkert, om revolverne kunne gøre det helt af med dyrene. Det kunde de imidlertid. Men da brandvæsnets folk kom med karabinerne, lod vi dem alligevel skyde en Dum - Dum - Kugle i bjørnene for en sikkerheds skyld.

SPÅKONENS ADVARSEL.
Selvom burene var sikre nok, var ejeren også opmærksom på, at hannen var farlig for tiden. Hunnen var drægtig og skulde have unger til foråret, så den var heller ikke altid nem at have med at gøre. Hannen har engang tidligere overfaldet Rosenhagen, men hun bjørnen har hidtil været skikkelig, og de, der havde med den at gøre til hverdag, nærede ikke betænkning ved at gå ind til den, når der var vagt udenfor.

Da Rosenhagens hustru, som drager rundt i landet og sælger trætøj og spår folk, for nogen tid siden rejste til Odense egnen for at tjene noget der, sagde hun til sin mand: Du må love mig, ikke at gå ind til hannen! Hun bad meget indstændigt derom, og manden lovede at lade vær.

Fru Rosenhagen er som sagt spåkone. I Zigøjner kredse regnes hun for en af de bedste til at forudsige ting, der skal ske. I sin tid forudsagde hun Kong Frederik den 8. S død. Spådommen kom til at passe. Folk, der kender Rosenhagens mener, at hun har haft en forudfølelse af det, der vilde ske allerede, da hun rejste bort.

HUSTRUEN HØRER MANDEN OM NATTEN.
Når begravelsen er forbi, vil den hårdt ramte Zigøjner familie flytte fra Roskilde. De mener, det betyder ulykke at blive i vognmand Christensens grusgrav. Her boede de ellers billigt og godt; nu mener hustruen at kunne høre den forulykkede ægtefælles skrig om hjælp om natten. Også børnene mener at kunde høre faderen, når det er mørkt. De efterladte er fast besluttede på at flytte.

I fremtiden vil familien klare sig ved at gå fra dør til dør og sælge og spå.

Zigøjnere fra hele landet fulgte Rosenhagen til graven.

En gribende højtidelighed på den nye Kirkegård. 4-500 mennesker fulgte den ejendommelige og gribende Zigøjner begravelse.

Det blev både en stor og smuk begravelse, Dyretæmmer Edvard Carl Daniel Rosenhagen fik.

Rosenhagen havde gentagne gange udtrykt ønsket om at få hornmusik ved sin jordefærd. Der var hornmusik, og der var meget stor deltagelse, ikke alene fra Roskilde by, hvor det frygtelige drama blev udspillet, men fra hele Danmark. Zigøjnerne er kun få her i landet, men de holder sammen, og fra alle egne af landet var dette ejendommelige folkefærd strømmet til. Det lille kapel kunde ikke nær rumme det store følge, de fleste måtte opholde sig udenfor. Blandt: følget sås blandt andet de to politibetjente, der skød bjørnene.

Den hvide kiste stod smukt pyntet og var omgivet af et meget stort antal kranse, deraf var mange store palmedekorationer. Der var mange kranse fra familien, signerede fra familien Sørensen, fra familien Madsen, Algade 91, med flere. Nærmest kisten havde slægtningene tage plads. Der var mange Zigøjnere med markerede ansigtstræk og kulsort hår. Ikke en mine rørte sig i mændenes ansigter.

Højtideligheden indlededes med at synge ,,Befal du dine veje".

Pastor Mullers smukke prædiken.

Så prædikede Pastor Johs. Müller. Præsten talte ud fra Jesus ord: Jeg er opstandelsen og livet. Vi er kommen sammen her, sagde han, ikke for at fordybe os i det forfærdelige drama eller for at høre om døden eller dødens værk. Men døden er også ude efter os. Det minder vi hinanden om. Der er kun en, der kan trøste og hjælpe os, og det er himlens Gud. Vil man have hjælp i en sådan stund som denne, da kan man ikke andet end at henvende sig til Gud. Da jeg hørte om denne frygtelige begivenhed, var det meget der greb mig, men mest disse ord fra afdødes lille datter: Nu har jeg ingen far mere! Hvad ligger der i disse ord, og jeg siger: Der er kun et at gøre. Tro på himlens Gud. Befal du dine veje til ham. Han har lovet at være os nær. Vi der har hørt om ulykken er dybt rystet; men hvad kan vi gøre. Den menneskelige trøst er ikke meget værd. Det bedste vi kan sige til hinanden, er: Befal du dine veje og al din hjertesorg til ham. Og når et menneske – som i dette tilfælde – bliver kaldt bort i sin kamp for brødet, en mand og en fader – ja, så er der hjertesorg. Men Gud er med os. Han gav os sin søn, der måtte dø for menneskebørnenes skyld. Hver den der tror på ham, skal ikke fortabes, men have et evigt liv befal du dine veje, er ikke tomme ord. Der ligger alvor bag dem: At være til begravelse minder os om, at vi også en dag skal herfra, men der er en som vil trøste os og lede os herfra, og jeg siger da: Så kast da al din smerte på Herrens magt.

Man sang: ,,Min Jesus lad mit hjerte få" og ,,Jeg er træt og går til ro".

Under den sidste del af Højtideligheden i kapellet: fik Fru Rosenhagen et ildebefindende. Hun var ved at besvime, og børnene måtte understøtte hende. Hun knugede sig sammen i sorg, men da kisten blev båret ud, rejste hun sig. Hun var helt fattet og fulgte rank efter kisten til graven.

Hornmusik.

Da følget nåede frem til graven med båren, stod der seks musikere og blæste koraler, og man mærkede tydeligt, at denne opmærksomhed mod den fremmede mand gjorde et dybt indtryk på Zigøjnerne. Det var Musikdirektør Chr. Sørensen, der havde sørget for, at dette arrangement kom i stand.

Oppe rundt omkring graven stod samtlige Zigøjnere med smukke blomsterbuketter i hænderne, og da kisten blev sænket, kastedes blomsterne ned over den. Efter at Pastor Müller havde forrettet jordpåkastelsen trådte en broder til Fru Rosenhagen op på graven. Han var en rigtig type på det mørke, farende folk. Han talte langsomt stammens modersmål, Ungarsk, så kun Zigøjnerne forstod ordene.

Så takkede afdødes søn på dansk det store følge for medfølelse og sympati, der var vist familien lige fra ulykken skete og indtil nu, da hans stakkels fader blev stedet til hvile.

Endnu i nogen tid blev Zigøjnerne ved den åbne grav, men da kirkegården nogenlunde var tømt for det øvrige følge, spadserede de i flok ud til grusgraven, for at mindes Rosenhagen ved en lille Højtidelighed.

Sørgehøjtidelighed i Grusgraven.

Efter begravelsen samledes alle Zigøjnerne og andre slægtninge i grusgraven ved Køgevej til en mindehøjtidelighed. Blandt deltagerne sås den kendte Zigøjner Seikan fra Stockholm.

Uden for i grusgraven havde en mængde mennesker taget opstilling og fulgte interesseret det fremmedartede sceneri, der greb dem alle på grund af den stemning, der var over den lille gruppe fremmedartede mennesker, som sammen søgte trøst for sorgen, som havde ramt dem alle.

Eduard blev gift med Maria Majetta Taikon [62755] [MRIN: 27653] den 21 Feb. 1916. (Maria Majetta Taikon [62755] blev født den 2 Maj 1889 i Sverige og døde den 15 Mar. 1955 i København, Sokkelund, København, Danmark.)

  Om Eduard og Maria

1. billede: Bjøtnetæmmeren Eduard Rosenhagen med Marietta og deres yngste datter Rosa.