Emilie Antoinette Bruun [27342]

  Notater:

Om hende skriver hendes søn i sine erindringer:

"Moder var temmelig stille af sig, men var en meget dyb natur. Dog kunne hun også give sig hen og være munter, og navnlig når hun var sammen med unge. Det må nu ikke forstås, som om moder havde noget stænk af lunefuldhed. Intet kunne være hende fjernere. Hun ville vistnok i hjertet allerhelst tro det bedste om sine medmennesker. Men hun havde en medfødt skyhed overfor fremmede, som hun så første gang. Hun skulle først se dem an, lære dem nærmere at kende, forvisse sig om, hvad de indeholdt, forinden hun kunne åbne sig og vise sig elskværdig mod dem. Men havde hun så endelig fået tillid til nogen, så havde vedkommende vundet en tilforladelig ven for hele livet. Thi ingen var så trofast mod sine venner som min moder. Og efterhånden havde hun også fået en venneflok, som elskede hende og som hun elskede igen. Moder skal have været meget smuk som ung, og jeg kan endnu huske hende fra min femårsalder som en slank, temmelig høj 36-årig dame med en smuk ansigtsoval, høj pande, regelmæssige træk, lille mund og sjælfulde øjne, der ligesom prøvende kunne hvile på én. Dertil havde hun en let gang var harmonisk i sine bevægelser og havde hvide, slanke og velformede hænder. Senere i årenes løb blev moder sværere og mistede den jomfruelige ynde, hun fik dobbelt hage, hvad der navnlig misklædte hende, men hun beholdt det milde, rolige ansigtsudtryk og det sjælfulde blik." Og i en tale ved hendes begravelse karakteriserer hendes fætter og svoger, provst Carl Bruun fra Svendborg, hende med følgende ord:

"Hun havde ikke det livlige og lette sind, som udbreder glæde, hvor det kommer, og straks indtager hjertet for sig. Hun hørte til de stillere, dybere, mere indesluttede karakterer, som skulle kendes ret for ret at skattes. Vel kunne hun føle sig fuld glad i sit lykkelige hjem, som i venners kreds, og let tilgængeligt var hendes sind for naturens '96 dog stod livets alvor hende nærmere end livets lyst. Men derfor var der også sandhed i hendes tanke, som i hendes tale. Vi havde fuld tillid til hende, thi vi vidste, at vi kunne stole på hendes ord. Og derfor var også hendes kærlighed så trofast og dyb."

Emilie blev gift med Niels Georg la Cour [27341] [MRIN: 9900], søn af Niels la Cour [27349] og Georgia Nicoline Mørch [27350], den 14 Maj 1835. (Niels Georg la Cour [27341] blev født den 11 Dec. 1797 i Viborg , Nørlyng, Viborg, Danmark og døde den 21 Dec. 1876 i København, Sokkelund, København, Danmark.)