Herman Joachim Bang [8874] ^3358,3359

  Notater:

Herman Joachim Bang (20. april 1857 - 29. januar 1912 ) var en dansk kritiker , forfatter og journalist .
Han blev født i Asserballe på Als i hertugdømmet Slesvig som søn af sognepræst Frederik Ludvig Bang (1816-1875) og hustru Thora Elisabeth Salomine Blach (1829-1871),
og blev student i 1875 fra Sorø Akademi . Herman Bang er kendt for sin impressionistiske skrivestil. Herman
Bang døde i (Weber) Ogden i Utah i USA under en oplæsningsturné

er født i Adserballe på Als,

Bang mente selv, ligesom Grundtvig, at hans slægt nedstammede fra Skjalm Hvide. Grundtvig var stolt over dette slægtskab, mens Herman Bang følte det som en sidste degenererede - sidste skud på en gammel udlevet stamme.

Moderen var munter med en levende fantasi og dramatiske evner. Men hun døde tidligt af brystsyge (1871), og faderen søgte forflyttelse til et mindre sogn, Tersløse på Sjælland. Herman Bang blev student fra Sorø Akademi i 1875, hvorefter han begyndte at studere jura og statsvidenskab. Som student boede han hos farfaderen, lægen Ole Bang.

1877 opgav han imidlertid studierne, idet han ville være skuespiller, hvilket skuespilleren Phister i Sorø havde anbefalet. Han arbejdede ivrigt for at komme ind ved Det kongelige Teater, og disse forberedelser til at blive skuespiller foretog han i hemmelighed.

Da det mislykkedes og hans forsørger døde, kastede han sig over journalistik og kritik. Samtidig begyndte han at digte.

Hans glansnummr inden for journalististikken er en reportage om Christiansborgs brand, der er optrykt i samlingen Fra de unge år (1957).

I stedet for skuespiller blev han en dygtig sceneinstruktør (1908 – 12) både i København (Casino)og Paris.

Fra 1884 var han på stadige rejser som korrespondent, oplæser og foredragsholder, bl.a. til Berlin, Wien og Prag.

Herman Bang var homoseksuel, og det gjorde ham dybt ensom mellem mennesker. Han arbejdede hele livet med sine følelser og sit sind – og det kommer til udtryk i mange af hans skikkelser i hans værker.

Han færdedes meget på oplæsningsrejser i norden, Tyskland, Rusland – og Amerika, hvor han døde i et tog på vej tværs over kontinentet under en oplæsningsturne. Han ligger begravet på Vestre Kirkegård i København.

Selv om han levede meget i udlandet, skrev han sine bedste arbejder om jævne folk i den hjemlige hverdag, de lidende, de hjemløse, de nøjsomme og de oversete eksistenser:

Som menneskeskildrer er Herman Bang i besiddelse af en lynsnar iagttagelsesevne og en præcis hukommelse for boskrivelser og replikker. Han havde en udpræget følelse for sproglige og rytmiske raffinementer, og var især en fremragende skildrer af kvinder. Hans figurer beskrives ikke, men tegner sig selv. Det er en kunst, der minder om H.C. Andersens i "Lykke-Per".

Hans forfatterskab omfatter både romaner og noveller samt kritiske skrifter:

En produktiv og dygtig journalist, hvis kritiske artikler er optrykt i

Realisme og realister (1879),

Kritiske studier m.fl. og almene reportager i to bind (litterære artikler)

Hans 1. roman, Håbløse slægter (1880), indeholder meget personligt stof, der senere er udnyttet i erindringerne. I første omgang blev romanen forbudt på grund af nogle erotiske skildringer

Stuk (1887), der i første omgang var tænkt som en fortsættelse af Håbløse slægter. Afsnittetr Gravesens bal var et af hans oplæsningsnumre.

Det hvide hus (1898) og Det grå hus (1901). Erindringer bygget op omkring moderens og faderens skikkelser i henholdsvis Adserballe, Horsens og København

Ved vejen (i Stille eksistenser, 1886; film 1988),

Tine (1889), - bygget over barndomserindringer fra krigen i 1864 – bl.a. Dannevirke-natten

En dejlig dag og Irene Holm (fra Under åget, 1890)

romanen Ludvigsbakke (1896; tv-film 1978), alle i en stemningsfyldt, impressionistisk prosa; de rummer især fine kvindeportrætter.

Begavet sceneinstruktør og en særpræget oplæser af egne værker.

Udgav efter 1900 de knap så værdifulde romaner Mikaël (1904) og De uden fædreland (1906).